PU_0002_digitale-magasiner_bot-900x506

Kurser på vej

Jeg byder ind med 14-15 kurser til forårskataloget hos Mediernes Efteruddannelse. Det er sikkert slet ikke alle der kommer med i kataloget. Men det betyder jo ikke at de ikke bliver til noget. Jeg kan sagtens afholde kurser med små hold.

Her er min bruttoliste. Sig endelig til hvis der er noget du synes er interessant.

Epub: Lær at designe digitale bøger

På dette kursus lærer du at designe og udgive en bog i Epub – det mest anvendte format på det digitale bogmarked. Formatet egner sig især til digital udgivelse af romaner, biografier og andre bøger, der skal kunne læses på flere typer skærme.

I løbet af kursusdagen designer vi en bog i Epub. Du kommer helt ind i maskinrummet på det fleksible og brugervenlige format og lærer de vigtigste koder at kende. Vi klargør bogen, så den fungerer optimalt på både mobil, tablet, computer, Kindle m.m. Du får desuden indblik i, hvorfor det er så vigtigt at planlægge den digitale bog samtidig med den trykte, så de to grafiske processer ikke spænder ben for hinanden.

Kom og bliv overrasket, frustreret, irriteret og endelig glad, når bogen er færdig og med få klik sat til salg på for eksempel Saxo.com

Du skal være fortrolig med Indesign, som vi bruger som basisværktøj. Har du en ”indesignet” papirbog på dit cv, som du gerne vil konvertere til Epub, så tag originalfilen med.

Målgruppe og forudsætninger

Kurset er for grafiske designere, webdesignere og redaktører, der skal producere e-bøger. Et godt kendskab til Indesign er en forudsætning. Er du i tvivl, så ring til underviser Bo Sørensen på 40 30 09 30.

Det skal du medbringe:

Medbring egen computer med Indesign installeret (gerne den seneste version – så får du mest ud af kurset). En uge før kurset sender underviseren den øvrige software, der skal bruges på kurset.

Alternativt kursus:

Kender du ikke Indesign? Hvis du er skrivende og ønsker at udgive dine egne tekster, så tjek i stedet kurset “Forfatter, journalist: liv din egen udgiver  – epub”

Grafikerens drøm af et workflow – billigere, sjovere, hurtigere 

Dette kursus kan spare dig, dine kolleger og samarbejdspartnere en bunke tid og besvær og begrænse irriterende fejl undervejs i den grafiske proces.

Vi tager udgangspunkt i grafikernes yndlingsværktøj Indesign og ser på, hvordan data kommer bedst muligt ind i systemet og videre til slutproduktion: Hvordan skal fotografen levere? Hvordan kan designeren bruge Photoshop, Lightroom, Bridge og metadata til at sikre, at informationerne hele tiden følger fotografierne? Og hvad med teksten? Er den kodet rigtigt af skribenten, så grafikeren slipper for at sidde og håndkode dokumentet? Og hvordan opbygger man bedst muligt sine styles til teksterne? I godkendelses- og korrekturfasen: Hvad passer bedst til jer? Hvordan sikrer I jer, at korrektur-filer bliver delt på den rigtige måde og alle informationer samlet hos de rette igen? Kan det løses ved at udgive et online dokument? Eller kan du lade kunderne eller redaktøren selv lave rettelserne med Adobe inCopy? Eller opdatere dine tekster automatisk, når andre har rettet i dem?

Underviseren, der selv har mange års erfaring fra branchen, deler ud af sine gode ideer til at optimere det grafiske workflow,  så du får tid til at det sjove, og det kedelige laver sig selv. Brug 1 dag og spar 2 – om måneden …

Målgruppe: 

Kurset henvender sig til grafikere, webdesignere, redaktører, projektledere og andre, der arbejder med grafisk produktion før tryk.

Arbejder du med InDesign til daglig, vil du få mange gode tips og cowboytricks med hjem. Er du redaktør eller projektleder med et mindre eller intet kendskab til InDesign, vil du også få et stort udbytte af kurset. Det er rutinerne, vi fokuserer på – ikke programmerne.

Det skal du medbringe:

Du skal selv have computer med – gerne med den seneste version af Creative Cloud installeret (Creative Cloud består af Indesign, Photoshop og andre grafiske programmer fra Adobe). Har du ikke Creative Cloud, kan du downloade det gratis en måned forud for kurset. Skriv eller ring til mig for at høre hvordan. En uge før kurset supplerer jeg op med anden software vi skal bruge på kurset.

Brug Photoshop som webdesign-program

Dette er ikke et billedbehandlingskursus, men derimod et designkursus med fokus på webdesign og usability. Photoshop har traditionelt været brugt til billedbehandling, men er også blevet webdesignernes og -udviklernes foretrukne værktøj, fordi det kan levere målfast, pixelbaseret grafik.

På kurset lærer du at opbygge grafisk avancerede websites ved hjælp af Photoshop. Vi bruger programmets nyeste funktionalitet Artboards, der er skræddersyet til design af responsive websider. Vi ser også på programmer, der i webproduktion spiller sammen med Photoshop – blandt andet Adobe XD (Experience Designer), der linker webgrafikken sammen i interaktive skitser.

Målgruppe og forudsætninger

Kurset er for grafiske designere, der vil i gang med at designe til web. Kendskab til Photoshop på et vist niveau er en forudsætning – ring til underviseren på 40 30 09 30, hvis du er i tvivl. Fotografer, der er nysgerrige efter at se Photoshop folde sig ud som webværktøj, er også velkomne.

Det skal du medbringe:

Du skal selv have computer med,  med den seneste version af Photoshop installeret (du kan evt. downloade en gratis prøveversion af Photoshop). En uge før kurset supplerer jeg op med anden software vi skal bruge på kurset.

Digital udgivelse af magasiner og coffee table books

Kom og brug en dag på de nye muligheder for e-publicering. På kurset lærer du at konvertere Indesign-publikationer til apps og sætte dem til salg i App Store, så dit magasin eller bog kan læses på iPad. Vi prøver de forskellige formater og får styr på, hvad der skal bruges hvornår.

Et magasin sat op i InDesign kan nemt udgives digitalt som enten app, e-bog eller online publikation. Det kan også være den store, flotte “coffe table-book”, der skal have et liv i de digitale medier. Muligheder og priser for at udgive digitalt er mange – og forskellige. Men fælles for det digitale er, at du kan gøre dine historier og budskaber ekstra levende med video, lyd og interaktive elementer. Og samtidig spare alle udgifter til tryk, lager, fragt, distribution og porto.

Målgruppe og forudsætninger

Grafiske designere, webdesignere, redaktører og andre, der arbejder med visuelt design kan deltage på dette kursus. Deltagerne skal have et grundlæggende kendskab til Indesign – men ikke nødvendigvis arbejde med det hver dag.

Det skal du medbringe:

Du skal selv have computer med, og med den seneste version af Indesign installeret (du kan evt. downloade en gratis prøveversion). En uge før kurset supplerer jeg op med anden software vi skal bruge på kurset.

GIF som fortælleværktøj – animationer i Photoshop

GIF-formatet har levet og overlevet siden den første version af Photoshop og lagt kode til et utal af hoppende kuverter og andre sjove ting på nettet og i mails. Og nu er gifferne på banen igen, efter at Facebook har gjort det muligt at fortælle historier ved brug af de små animationer fra webbens barndom. Det er sjældent pænt, men for det meste sjovt, og først og fremmest et godt fortælleværktøj.

Gifferne er lette at lave. De fungerer stort set på samme måde som den tegnefilm, man kan lave ved at tegne små tegninger på en notesblok og bladre hurtigt igennem den. Det går bare hurtigere her, fordi det foregår digitalt.

På kurset lærer du at designe de mest almindelige giffer, blandt andet et simpelt webbanner, en lille sjov fortælling og andre billeder, hvor bevægelsen spiller ind. Vi skal også prøve kræfter med fænomenet Cinemagraphics, der hører til i en anden æstetisk klasse end gifferne. Cinemagrapics kombinerer stillbilleder med simpel animation, der kører i loop – ofte overraskende, men underspillet og med stil. Se eksempler her: http://cinemagraphs.com/featured-projects/#sw-featured

Målgruppe:

Alle kan deltage. Dog skal du have arbejdet lidt med billeder – Photoshop eller et mere simpelt billedbehandlingsprogram. Ring til underviseren og hør, hvordan du forbereder dig, hvis du er helt blank.

Ideoplæg med digital saks og limstift/Starterkursus Photoshop

Leg med Photoshop som kreativt fortælleværktøj, selv om du aldrig har brugt det før. Skal du lave et oplæg til en fotooptagelse, et moodboard eller anden ideudvikling er Photoshop et fantastisk værktøj. Det er fx forholdsvis let at vise, hvordan en dinosaur angriber en amerikansk burgerrestaurant. Eller hvordan en zebra klonet med en giraf ser ud.

Du behøver ikke kende Photoshop i forvejen, så kurset kan også være dit første møde med værktøjet. På dette kursus interesser vi os ikke for hvidbalance og pixelpræcision. Vi bruger Photoshop som digital lim og saks i produktionen af collager, og ved dagens slutning er du klar til at visualisere dine ideer til et bogomslag, et fotoshoot eller bare en god ide.

Målgruppe:

Kurset er rettet mod alle, der skal præsentere ideer, kampagner, oplæg, foredrag og undervisning på en visuelt inspirerende måde. Også journalister redaktører og andre, der skal bære redaktionelle ideer videre til grafikere og fotografer, vil få stort udbytte af kurset.

Kurset kan samtidig fungere som starterkursus i Photoshop. Så har du aldrig brugt Photoshop, eller bare åbnet og lukket det igen, er dette også kurset for dig.

Muse – web helt uden kode

. I løbet af en enkelt kursusdag lærer du at lave et website i dit helt eget design. Lige fra ide og skitser til den færdigt udgivne hjemmeside. Uden risiko for at ramle ind i koder, du ikke forstår. Alt er indbygget i programmet – selv animationer, interaktivitet og webhotel, Og så passer det færdige site automatisk til både mobil, tablet og computer.

Alternativt kursus:

Muse er velegnet til produktion af mindre sites. Så skal du eller din kunde bruge et site med 5-10 statiske sider, er Muse et godt valg. Skal du derimod lave større sites, er WordPress eller et andet CMS-system mere egnet. 

Målgruppe:

Grafiske designere, journalister, redaktører og andre, der skal lave et mindre website for første gang. Kurset kan også anbefales andre mediefolk, der vil bruge en dag på at stifte nærmere bekendtskab med det digitale univers på en let måde.

Kurset henvender sig desuden til webdesignere, der vil bruge Muse til produktion af prototyper som forlæg for store sites, der skal slutprogrammeres i et andet program. Ring evt. til underviseren for at høre nærmere.

UX – Principper og værktøjer til en brugerundersøgelser

UX eller brugervenlighed er et vigtigt begreb når der laves digitale produktioner. Det drejer sig i al sin enkelhed om at se udefra og ind, og ikek omvendt fra virksomheden og ud. Og for at kunne sætte sig i brugerens bliver man nødt til at sætte sig i brugerens sted. Det gør man lavpraktisk ved at lave brugerundersøgelser. Og de skal laves tidligt i fasen. Det nytter ikke noget kun at lave brugertest på det færdige produkt, der er færdigdesignet og færdigkodet.

På dette kursus lærer vi både om brugerundersøgelser, kigger på principper for god webdesign og webstruktur. Vi får også konkrete værktøjer til selv at udfærdige skitser og prototyper, så vi kan gennemføre brugerundersøgelser inden det færdige design er lavet.

Målgruppe:

Du arbejder med digitale medier. Enten som skrivende eller designende, eller som projektleder. Det her er basiskurset der giver dig viden om principper og værktøjer. i arbejdet med brugervenlighed.

Indesign til bogproduktion – optimér workflowet

At lave bøger er et gammelt håndværk, der stadig holdes i hævd med moderne software. Der skal kæles for detaljen, og et program som Indesign giver helt nye muligheder for at optimere processen. På kurset bliver du ledt igennem hele Indesign-processen og får vist, hvilke værktøjer der står til rådighed for hele holdet bag en bog. Vi skal blandt andet se på, hvordan manuskriptet kan forkodes af forfatter og redaktør, så den efterfølgende eksport til Indesign går som en leg. Hvordan fotografer og illustratorer kan aflevere i de rigtige formater til den grafisk ansvarlige. Og hvordan sene rettelser i manuskriptet automatisk kan overføres til den designede bog. Vi ser også på, hvordan man undgår meget besvær ved at tilrettelægge den trykte og digitale udgave samtidig og helt fra begyndelsen.

Målgruppe og forudsætninger:

Kurset henvender sig til grafiske designere, forfattere, redaktører, projektledere og andre, der er tæt på bogproduktioner af enhver art. Kurset kræver et mindre kendskab til Indesign og et grundlæggende kendskab til typografi.

Adobe Experience Design (XD): Bliv den første til at lære det

XD er Adobes helt nye og meget efterspurgte program til visualisering af digitalt design i idefasen. Programmet kan give dine digitale prototyper og skitser dynamik og liv ved at sætte interaktivitet på dine Photoshop- og Illustrator-produkter. XD er stadig under udvikling, men tilgængeligt i hele udviklingsfasen. Derfor er det allerede nu muligt at tilbyde dette kursus.

På kurset skal vi bruge Adobe Experience til at visualisere webdesigns i idefasen og binde dem sammen til en velfungerende prototype. Vi går i dybden med alle funktioner og ser eksempler på deres anvendelse.

Målgruppe:

Webredaktører, webudviklere, grafiske designere, webdesignere, projektledere, journalister og forfattere, der i forvejen arbejder med webdesign, eller ønsker at gøre det. Kurset kræver basalt kendskab til Photoshop.

3D-visualisering i Photoshop og Illustrator

Lad dine illustrationer folde sig ud i alle tre dimensioner ved hjælp af de særlige funktioner i Illustrator og Photoshop. 3D-visualiseringer kan fx bruges til at vise emballage, arkitektur, landskaber, industrielt design og møbler på web, i e-bøger og digitale magasiner. Har du i forvejen kendskabttil Illustration og Photoshop, så kom og få den

Målgruppe:

Grafiske designere, webdesignere, webudviklere, illustratorer og fotografer, der arbejder med grafiske opgaver til web, apps og e-bøger. Deltagerne skal have et godt kendskab til Photoshop og grundlæggende kendskab til Illustrator.

Lær 3D-print og hop på den 3. industrielle revolution

Hver mand sin fabrik. Sådan bliver virkeligheden med 3D-printeren, som vil revolutionere måden, vi producerer fysiske genstande på. Produktionen kommer til at være hos slutbrugeren, som lige står og mangler en Margretheskål eller et par nye solbriller. Mulighederne er mange, og kompleksitet er ikke længere en begrænsning. Det er lige så let at fremstille et  indviklet designermøbel som en rød klods. Printeren er ligeglad.

På kurset begynder vi i lidt mindre skala, men principperne er de samme. Vi designer og printer selv det færdige materiale ud. Processen fra ide til færdigt produkt er simpel, fordi vi visualiserer i et fysisk materiale, og endna mange gange lave en prototype der kan testes. Efter en kort introduktion til forskellige 3D-printertyper og -teknikker går vi i gang med at designe det, vi skal 3D-printe. Vi designer i gratis programmer, der er beregnet til mindre printopgaver, men vil kigger også på, hvordan vi kan bruge Photoshop til at lave design, vi kan printe.

Målgruppe

Alle, der bare har gået og ventet på et introduktionskursus i 3D-print, så de kunne komme i gang med at afprøve revolutionen i praksis, skabe deres eget første 3D-printede trofæ, og slippe fantasien løs på fremtidens muligheder med den nye teknologi. Forudgående kendskab til Photoshop er en fordel, men ikke nødvendig, da vi bruger simple designprogrammer for at komme i gang.

Professionel videoredigering i Photoshop – kan man det?

Hvorfor dog redigere videoer i billedbehandlingsprogrammet Photoshop? Fordi det er let, og fordi du kan udnytte alle de værktøjer, du ellers bruger i Photoshop, bl.a. masker, lag og justeringslag. Videodelen i Photoshop er fuldt professionel, men selvfølgelig ikke så omfattende som Avid eller FinalCut. Til gengæld er det meget lettere at gå til for dig, der bare skal i gang med at producere videoer i en fart.

På kurset redigerer vi videoer i Photoshop og får kendskab til de forskellige videoformater hos udgiverne. Kom selv med videooptagelser til redigering eller brug dem, som underviseren stiller til rådighed. Ved dagens slutning er du i stand til at hente en video ind i Photoshop, klippe og redigere flere videoer sammen, og eksportere til forskellige formater – lige fra Broadcast til YouTube og Facebook.

Målgruppe og forudsætninger

Kurset henvender sig til journalister, grafiske designere, webredaktører, webdesignere, andre digitale indholdsproducenter og undervisere, der skal producere en video for første gang – eller har prøvet det før, men ønsker et enklere alternativ til de store videoredigeringsprogrammer.

Deltagerne skal have et grundlæggende kendskab til Photoshop i forvejen.

For skrivende: Udgiv din egen e-bog

Har du et færdigt manus liggende, som bare venter på at blive udgivet? Eller er du forfatter til en allerede trykt bog, du drømmer om at udgive som e-bog? Så er kurset her noget for dig. Du lærer at flytte et manuskript skrevet i Word eller Pages over i e-bogsformatet Epub. Når først teksten ligger her, er du kun få klik fra, at e-bogen er udgivet og sat til salg på fx Saxo.com eller i xxxx.

Vi bruger et af de mange gode, gratis programmer, der kan konvertere til Epub- formatet. Her lærer du at arbejde videre med opsætningen og gøre e-bogen klar til udgivelse.

Medbring:

Medbring dit eget færdige eller næsten færdige manuskript, eller brug det teksteksempel, underviseren stiller til rådighed. Har du allerede fået udgivet en trykt bog, som du ønsker udgivet digitalt, skal du medbringe manus i et tekstbehandlingsprogram

Kurset kræver ikke forudgående kendskab til bestemte programmer ud over dit eget tekstbehandlingsprogram (Microsoft Word, Pages osv.)

Alternativt kursus:

Er du grafisk designer eller webdesigner, som vil lære at udgive e-bøger, skal  du vælge kurset Epub: Lær at designe digitale bøger. Her bruges Indesign som basisværktøj for opsætning af bogen.

 Målgruppe og forudsætninger

Kurset henvender sig til journalister, forfattere, redaktører, forlæggere, undervisere og andre, der er vant til at skrive og eventuelt har udgivet bøger før.