Droneflyvning med dronebevis

Flyvning med droner i bymæssig bebyggelse

Når jeg flyver med min drone  i bymæssig bebyggelse, kan jeg gøre det, fordi jeg er uddannet til det. Jeg har været til eksamen og fået certifikat – Dronebevis. Samme regler gælder også i parker, rekreative områder, industri, havneområder, tættere end 5 km til lufthavne, tæt på veje og jernbaner – her kræves også dronebevis.

Havde jeg ikke det, kunne jeg ikke flyve i de områder. Så måtte jeg kun flyve på landet, og skulle holde en afstand på 150 meter til alle veje og jernbaner. Jeg skulle holde afstand på 5 km til civile lufthavne (hvilket betyder at hele Amager er forbudt område uden dronebevis) Nu må jeg flyve ind til 2 km til landingsbanerne på lufthavnene.

Alle mine flyvninger er anmeldt til politiet, og jeg flyver altid med erhvervsmæssigt formål – eller træning. Kun piloter med CVR-nr. har tilladelse til at flyve i bymæssig bebyggelse.

Skal man flyve for sjov, er det kun ude på landet, man kan gøre det. Ikke engang i sin egen have. En grundejer ejer sin grund – ikke luftrummet over grunden.

Dronen må flyve op i 120 meters højde i byen. Endda højere hvis den flyver langs en bygning.

Loven – krav til piloten

Når jeg flyver under dronereglerne i byen er jeg – foruden mit dronebevis – også forsikret med lovpligtig ansvarsforsikring. Jeg er forsikret for cirka 6,3 mio kroner. Min drone er registreret hos Trafikstyrelsen og har nummerplade. Alle mine flyvninger er anmeldt til politiet. Jeg fører desuden logbog over alle mine flyvninger – det har jeg også pligt til.

Sikkerhed

Jeg må ikke flyve hen over mennesker. Jeg skal altid holde en sikkerhedszone omkring min drone på mellem 15 og 50 meter – afhængig af flyvehøjden. I den sikkerhedszone må der ikke opholde sig mennesker – kun mig selv og min hjælper. Medmindre jeg har fået lov til det af dem jeg overflyver, og alle er blevet sikkerhedsbriefet.

Jeg må flyve, hvor der er offentlig adgang. Jeg må ikke flyve indover privat ejendom der er indhegnet. Jeg må flyve hen til 5 meter fra bygninger. Skal jeg tættere på, skal jeg have tilladelse fra ejeren, og evtuelle beboere skal orienteres.

Jeg skal altid kunne se min drone. Jeg må aldrig flyve længere væk, end jeg kan se min drone. Og jeg skal jo hele tiden overholde min sikkerhedszone på mellem 15 og 50 meter rundt om dronen.

Fotografering

På min drone er der monteret kamera der både kan tage stillbilleder og video.

Når jeg tager billeder og video er jeg omfattet af nøjagtigt samme regler, som hvis jeg stod på jorden eller hvilket som helst andet sted med mit kamera.

Jeg skal overholde lovene om privatlivets fred, persondataloven og loven om videoovervågning.

Opgaver

Dronen laver fantastisk flotte billeder. Og vi kan selvfølgelig bestilles til at tage billeder og video på samme måde som vi stod på jorden. Vi er altid to mennesker på arbejde når vi fotograferer. På den måde kan vi overholde sikkerheden og samtidig få flotte billeder.

Inspektion

Dronen må flyve op i en højde på 120 meter i byen. Og flyver den langs højere bygninger må den også det. Den må flyve helt op i alle bygningers højde – sålænge jeg kan se den. Det betyder jeg kan få billeder af steder, hvor man ellers skulle bruge lift, stiger eller stillads. Brug det til inspektion, tilbudsgivning mm.

 

Vores drone er en Mavic Pro, som optager video i 4K og laver stills i 12 megapixels. Kameraet er stabiliseret, og der er tilknyttet software, så vi altid leverer billeder hvor motivet er i fokus.